Når et menneske vælger en meget dynamisk og høj hjertekvalitet, så skabes der langsomt, til at starte med langsomt, men senere med højere og højere hastighed, en forfinelse af menneskets karakter. Det der gør at hastigheden sættes op, det er, at det er ligesom en snebold der ruller ned ad en bakke, den bliver større og større.

For at skabe den sneboldeffekt er det vigtigt at vælge en kvalitet, som i forvejen er velintegreret og dynamisk. Hvis du vælger en kvalitet, som du gerne vil have, og som du har meget lidt af, så bliver dit liv en evig kamp. Når du har overvundet en forhindring, så finder du ud af, at der ligger ti nye foran dig.

Som spirituelt søgende er vi vant til at arbejde med de svage sider, det vi kan gøre bedre. Her er det omvendt, vi skal arbejde med noget vi er gode til, derfor er det en helt anden proces.

Hvis du vælger styrke frem for svaghed, så vil svaghederne langsomt miste deres indflydelse. Det er derfor, vi har valgt at gøre det på denne måde. Når du beskæftiger dig med den valgte kvalitet, så skaber du et personligt lokomotiv, en med-bølge af positiv energi.

Ved valg af kvalitet er det vigtigt også at lytte til sjælen, for måske vil sjælen noget andet. Da skal du bare følge sjælen, også selv om den vælger anderledes end den stærkeste livskvalitet.